I julesangen "Højt fra træets grønne top" lyder det, at julen varer længe og koster mange penge. Et af stederne, hvor du imidlertid nemt kan få lidt mere for pengene, er juleaktiviteterne. Vi har samlet 5 gratis juleaktiviteter til dig - både til børn og voksne, indendørs og udendørs.
Se juletræerne blive tændt
Når lysene på juletræet og over gaderne rundt om i landet bliver tændt, er julen i gang, og julestemningen begynder for alvor at sprede sig. Nogle steder er juletræerne allerede blevet tændt, men er du hurtigt, kan du stadig nå at se de mørke grantræer forvandle sig til lyskegler i mørket.
I København kan I bl.a. se juletræet på Rådhuspladsen blive tændtÅbner i nyt vindue onsdag den 27. november kl. 16.00. Her kan du fra kl. 13.30 også opleve juleoptoget gennem byen med både julemanden, hans kone og alle deres nissebørn, som alle eskorteres af brandbiler og veteranbiler.
I Aarhus bliver juletræet på Rådhuspladsen tændt et par dage senere den 2. december kl. 16.00. Her kan du få genopfrisket de klassiske julesange, når der inviteres til fællessang. Læs hele programmet for optænding af juletræet i Aarhus herÅbner i nyt vindue.
I Odense er det store juletræ på Flakhaven allerede tændt, men I kan stadig nå det mange andre steder endnu. Mange storcentre rundt om i landet holder arrangementer i forbindelse med, at de tænder deres juletræ. Så tag familien eller vennerne med under armen, og få julestemningen skudt rigtigt i gang.
Hils på julemanden
Er julelysene alene ikke nok til at fremkalde julestemningen, hvem er så bedre til det end selveste julemanden? Tag de mindste med hen og mød julemanden. Mange steder kombinerer tændingen af juletræet med et besøg af julemanden. Har julemanden ikke meldt sin ankomst til juletræstændingen nær jer, så er der andre gode muligheder for at møde manden med det røde tøj og det lange hvide skæg fra Grønland.
Julemanden tager i løbet af december på turné i landets storcentre. Så find jeres nærmeste storcenter og se, hvornår julemanden lægger vejen forbi jer. Så er I også sikret mod kulden.
Tag på julemarked
Skal I have den fulde juleoplevelse, så skal I tage på julemarked - og der er både noget for børn og voksne. I mange byer bliver pladserne i løbet af november og december forvandlet til de rene juleparadiser. Her kan I gratis gå rundt og ose, mens julens karakteristiske dufte i form af gran, æbleskiver og brændte mandler spreder sig.
Mange slotte og herregårde forvandles i november og december også til julemarkeder. Udover julens spise er der på julemarkederne også mulighed for at kigge på eller købe juleting i boderne. Vær dog opmærksom på, at der mange steder skal betales entré.
Se, hvor der er et julemarked nær jerÅbner i nyt vindue.
Luciaoptog - til vands og til lands
Den 13. december fejrer vi den katolske helgen Lucia, hvis navn betyder "lys" . Men dagen markerede i den gamle julianske kalender også årets korteste dag, og dermed lysets tilbagevenden. Dagen markeres i mange institutioner med Luciaoptoge, hvor hvidklædte børn bærer lyset frem. Luciaoptogene har dog også fundet vej til det åbne rum - og nogle steder i et lidt andet format end du måske eller er vant til. Så tag familien eller vennerne i hånden og oplev lyset blive båret frem i mørket andre steder, end du måske er vant til.
København
I København kan I opleve et flydende Luciaoptog i Københavns kanaler. Det traditionelle optog med børn på række er skiftet ud med hundredevis af kajakroere. Og de hvide kjoler og stearinlys er skiftet ud med andre udklædninger og lyskæder. Sangen er der dog ikke ændret på, så tag det varme tøj på, og tag familien og vennerne under armen og vær med til at fejre lyset.
Optoget starter kl. 17.00, hvor kajakroerne sejler fra Kajak Bar mod Nytorv forbi Toldboden. Med de mange nye broer over Københavns kanaler er der gode muligheder for at følge optoget rundt. På Kajakhotellets hjemmesideÅbner i nyt vindue kan I læse mere om optoget, og se hvordan det tidligere har set ud.
Vil I mere end blot at kigge med på afstand, så kan I gratis deltage, hvis I har jeres egen kajak. Har I ikke egen kajak, kan I deltage for 50 kr. Læs mere her, hvis du vil deltage i kajakÅbner i nyt vindue.
Aarhus
I Aarhus bæres lyset også frem - i alle regnbuens farver. På museet ARoS kan I den 13. december opleve et Luciaoptog i højden. Luciaoptoget starter kl. 17.30 og varer til kl. 18.00. Undervejs kommer optoget forbi den farverige gang på ARoS designet af den dansk/islandske kunster Olafur Eliasson. I kan enten opleve optoget gratis fra gadeplan eller inde fra museet, hvis I allerede har lagt vejen forbi. Læs mere om Luciaoptoget på ARoS herÅbner i nyt vindue.
Er I mere til Luciaoptog til vands, så er der også mulighed for det i Aarhus. Læs mere om Luciaoptoget i Aarhus HavnÅbner i nyt vindue.
Kom på glat is
Er I mere til et koldt gys? Henover vinteren popper der udendørs skøjtebaner op, hvor der resten af året er åbne pladser eller baner. Og det bedste af det hele er, at de udendørs skøjtebaner er gratis at benytte. Så tag både store og små, erfarne og nybegyndere med en tur på glatis. Efter I har fået farve i kinderne kan I varme jer med varm kakao og kaffe - I kan eventuelt medbringe jeres egen i termokrus.
Nedenfor finder du nogle af de udendørs skøjtebaner, som I kan besøge denne vinter.
Frederiksberg Runddel
Traditionen tro omdannes pladsen ved Frederiksberg Runddel fra den sidste lørdag i november til en skøjtebane.
Åbningstider
Skøjtebanen har fra den 30. november - 31. december åben fra kl. 11-21 på hverdage og fra kl. 10-21 i weekender og på helligdage. Der er særlige åbningstider den 24. december og 31. december.
Skøjteudlejning
Du kan leje skøjter for 50 kr. pr. time indtil 1 time før banen lukker.
Læs mere om skøjtebanen på Frederiksberg Kommunes hjemmesideÅbner i nyt vindue.
Aarhus
I Aarhus finder du den udendørs skøjtebane foran Musikhuset med udsigt til ARoS. Banen åbner op i starten af december - lige i tide til julehyggen.
Åbningstider
Skøjtebanen har åben fra december til februar. Du kan stå på skøjter mandag-onsdag fra kl. 12.00-18.00, torsdag-fredag fra kl. 12.00-20.00 og fredag-lørdag fra kl. 10.00-17.00.
Skøjteudlejning
Du kan enten medbringe dine egne skøjter eller leje et par for 50 kr.
Læs mere på Visit Aarhus' hjemmesideÅbner i nyt vindue.
Esbjerg
På Esbjerg Torv finder du Danmarks største udendørs skøjtebane med et areal på 1500 m2. Skøjtebanen kan også byde på to isbump og de mindste kan prøve den isbelagte børnerutschebane.
Åbningstider
Skøjtebanen har åbent fra den 22. november og frem til 16. februar. I november og december kan du hoppe i skøjterne på banen fra kl. 12.00-20.00 i hverdagene og fra kl. 10.00-18.00 i weekenden.
Skøjteudlejning
Du kan enten medbringe dine egne skøjter eller leje et par for 40 kr. Det er også muligt at leje både hjelm og skøjtestativ.
Læs mere om skøjtebanen og se nærmere åbningstiderÅbner i nyt vindue.
Vejle
I Mariaparken i Vejle kan du også julehygge, når multibanen i vintermånederne forvandles til byens udendørs skøjtebane.
Åbningstider
Skøjtebanen har åben hver dag fra den 1. december indtil midten af februar. Har du selv skøjter med er banen åben hele dagen.
Skøjteudlejning
Du har mulighed for at leje skøjter for 30 kr. pr. time mod et depositum på 100 kr. Er I flere betaler I kun et depositum.
Læs mere på Oplev Vejles hjemmesideÅbner i nyt vindue.
Viborg
I Viborg kan du stå på skøjter ved Borgvold på den 19x28 meter store skøjtebane.
Åbningstider
Skøjtebanen åbner op for sæsonen lørdag den 30. november og lukker igen i midten af februar. Banen åbner kl. 10.00 og er oplyst indtil kl. 21.00 hver dag.
Skøjteudlejning
Du har mulighed for at leje skøjter for 30 kr. for børn til og med 15 år og for 40 kr. for voksne. Der er også mulighed for at købe kaffe, kakao og sodavand, hvis tørsten melder sig efter en tur på isen.
Flere juleaktiviteter
Er I friske på endnu flere juleaktiviteter, så har har Visit AarhusÅbner i nyt vindue, Visit OdenseÅbner i nyt vindue og Visit CopenhagenÅbner i nyt vindue samlet alle juleaktiviteterne i de tre byer.
Rigtig god fornøjelse!