Det er meget normalt at få rabat, når du køber en ny bil, og ekstraudstyr er et af de typiske forhandlingspunkter. Fx kan du ofte få vinterdæk, rustbeskyttelse eller anhængertræk med uden ekstra udgifter. Men husk at stå fast på den bil, du ønsker inkl. det ekstraudstyr, du forventer. I nogle tilfælde kan du (på papiret) få mere bil for pengene ved at købe sidste års model. Men pas på du ikke ender med en dårligere bil, end den du havde udset dig.
Tip: I visse tilfælde kan en demobil være en god løsning. I forhold til en fabriksny bil kan du forvente et markant afslag på nyprisen, men vær opmærksom på, at en demobil er en brugt bil, og derfor kan fabriksgarantien (helt eller delvist) være udløbet.